Her må du overnatte
På stranden og i offentlige ejede skove må du opholde dig hele døgnet, men der gælder særlige regler for overnatning.
I telt i naturen
Der er rigtig mange steder i naturen, hvor du må slå telt op og overnatte mellem pløkker og barduner. Ud over cirka 500 campingpladser er der mere end 1.000 primitive lejrpladser, som både private lodsejere, kommuner og Naturstyrelsen lægger naturområder til.
Især i statsskovene findes der store lejrpladser, hvor du må overnatte med grupper, for eksempel foreninger eller skoleklasser. De store lejrpladser skal ofte bookes, det gør du hos grundejeren, som i langt de fleste tilfælde er Naturstyrelsen.
Se mere om booking af både de store og små af Naturstyrelsens pladser.
I private skove skal du altid spørge ejeren om lov, hvis du vil overnatte udenfor de eventuelt etablerede lejrpladser.
Fri teltning
Udover lejrpladser er der i Danmark lige nu 275 statsskove, hvor du må slå dit telt op hvor som helst mellem træerne. Det hedder fri teltning.
Den vigtigste regel for fri teltning er 1-2-3 reglen. Det betyder, at du må overnatte én nat samme sted, højst to telte sammen, og at der maksimalt er tale om tre-personers telte. Derudover skal teltene være uden for synsvidde af drifts- og beboelsesbygninger som for eksempel campingpladser.
Og så er det kun i de træbevoksede områder af friteltnings-områderne, du må slå teltet op. Det betyder for eksempel, at selv om området går helt ned til havet, må du ikke rejse dit telt på stranden eller i klitterne.
Under åben himmel
På stranden og i Naturstyrelsens skove, må du gerne overnatte under åben himmel.
Du må ikke slå telt op på stranden i Danmark - ej heller noget der ligner eller har samme funktion.
Du må dog gerne rulle din sovepose ud på stranden under åben himmel eller sove under din kano eller jolle, der er vendt på hovedet. Det gælder også på private strande.
Overnatning i en hængekøje er en anderledes måde at være helt tæt på naturen. I Naturstyrelsens skove må du gerne sove i hængekøje - alle steder - så længe du ikke beskadiger træerne. Du må også krybe i soveposen og sove under åben himmel overalt i Naturstyrelsens skove.
I shelter
Et shelter giver mulighed for at komme ud og overnatte i naturen uden selv at skulle have et telt med. Mange steder i Danmark er der indrettet shelterpladser som kan benyttes af alle. Nogen af dem kan bookes og andre møder man bare op. I begge tilfælde bør man give plads til andre så flest muligt for glæde af de hyggelige shelters.
Find bl.a. shelters via udinaturen.dk søgefunktion eller på appen "Shelter".